Mere om 8. amerikanske ACC

I spiller ikke for jeres egen fornøjelse! Hver gang I begynder at spille for jeres egen fornøjelse eller leve for jeres egen fornøjelse, er I holdt op med at leve.

Og I holdt mærkeligt nok også op med at spille. For her er noget andet, der er fantastisk: Jeres evne er kun så god, som I tror, I kan frembringe en effekt, og den er så god som størrelsen på afstanden, I tror, I kan nå til. Forstår I det? — L. Ron Hubbard

Det var næsten lige på dagen et år efter lanceringen af det 1. ACC. Efter at have udgivet Auditorens håndbog under det 7. ACC og etableret et nyt pensum for professionel auditoruddannelse, fandtes der nu fremgangsmåder så enhver veluddannet auditor kunne gengive en person evner og frihed, som man kun kunne drømme om før Scientologi. Lige så vigtigt var det, at vejen nu var vidt åben for disseminering og anvendelse af disse gennembrud. Lad der ikke være nogen tvivl om, hvor Ron havde fokuseret sin opmærksomhed i de sidste tolv måneder. Ikke på opdagelsen af processer, som virkede – selv processer fra før 1950 virkede perfekt i Rons hænder – men på processer, der med LRH’s egne ord, kunne læres.

For at opnå dette åbnede Ron den 4. oktober 1954 det 8. amerikanske avancerede instruktionskursus. Det var det ACC, hvor han udtalte:

”Den Ottende Enhed får en anderledes slags behandling. Vi ved nu hvordan og præcis hvad, vi skal undervise i for at lave auditorer.”

De studerende, som kom ind i kursuslokalet på North 3rd Street 806, Phoenix, lærte snart, hvad dette betød, for Ron informerede dem straks om, at de skulle tage et otte ugers kursus i de første to uger af det nye ACC. Og som et brud på den almindelige praksis på ACC, så bestod det koncentrerede to ugers studium af båndoptagelser af LRH foredrag. Det var specielle foredrag udvalgt af Ron ud fra hele omfanget af avancerede instruktionskurser (som snart kom til at udgøre et nyt professionelt kursus, og senere blev udstedt som Phoenix-foredragene). De omfattede de vitale fundamentale ting og gennembrud, som ledsagede et studium af Auditorens håndbog.

Og når vi taler om Håndbogen, så var det en kursushåndbog, der var stærkt udvidet fra de oprindelige 29 processer. De ACC-studerende omtalte den hengivent som ”Bogen”, og da den kort efter blev udgivet som Skabelsen af menneskelige evner, var den vokset til mere end 70 processer på det tidspunkt, kurset sluttede. Og med de 26 båndforedrag, som Ron leverede specielt til dette ACC, sikrede han sig grundigt, at alle auditorer kendte deres data på rygraden.

Specifikt Rute 1 og Rute 2 i Intensiv Procedure – processer som gør en præclear i stand til at operere eksterior. De, som praktisk taget ingen kommunikationsforsinkelse havde, og som kunne eksteriorisere let, gik direkte til Rute 1, og så lavede de hele Rute 2, mens de var eksterioriserede. Præclears med en lang kommunikationsforsinkelse blev først sat på Rute 2, en række processer, der var beregnet på at frembringe eksteriorisering. Når Rute 2 var færdig, så gik disse præclears videre på Rute 1.

På grund af sit eftertryk på anvendelse, kunne man kun forvente, at programmet var krævende. En sen oktober 1954-udgave af Journal of Scientology beskrev det 8. ACC, mens det foregik:

”Dagens aktiviteter begynder klokken 8:00, når de studerende ankommer til skolen i fuld fart med en kop kaffe i den ene hånd og en donut i den anden. De falder ned i en stol klar til at begynde dagens program, som har en frokostpause klokken 11:30 og starter igen klokken 12:30 med mere instruktion, auditering og demonstrationer. Klokken 14:00 lunter de hen til den store foredragssal et stykke vej væk for at høre et foredrag af LRH. Efter foredraget skynder de sig hen til Snappy Grill for at få en kop kaffe – 1 minut og 45 sekunder rent. Så videre med skemaet, som slutter klokken 17:30 og starter igen klokken 19:00 med båndforedrag indtil klokken 22:00, hvor de studerende slæber sig selv hjem igen … Tag ikke fejl, det avancerede instruktionskursus er barsk, men de studerende er stolte af at være en del af det.”

For det, som Ron i den sidste ende lærte disse ACC-studerende, var vished. Som han fortalte dem:

”Den videnskab, som I auditerer lige nu, er den oplevelse, som man møder gennem og med livet i dets indvirkning på ethvert univers. Det er sådan, det er i Scientologi. Det er det store billede i Scientologi: Det er oplevelsen af at støde sammen med alt muligt andet liv i et hvilket som helst univers. Og det er de halvtreds aksiomer. De er temmelig vigtige aksiomer, og man bør kigge meget nøje på dem.” Og disse auditorer studerede dem helt sikkert meget omhyggeligt. For styrken i deres auditeringsprocedurer var så kraftig, at de præclears som modtog disse procedurer udviklede disse Scientologi Aksiomer – en forståelse af selve eksistensen – helt af sig selv.

Men selv om det, der blev undervist i rakte langt ud over de fysiske grænser for et kursuslokale i Phoenix, Arizona, sidst i 1954, så geninstruerede Ron og førte de studerende tilbage på sporet af hver eneste fundamental ting og hvert eneste gennembrud, som var blevet udviklet i det foregående år inklusive:

• Tid – hvordan ”Skal ske igen” og ”Må ikke ske igen”, er de to postulater, som skaber tid;
• Interesse – præcis hvordan den bygger bro mellem betragtninger og mekanikker;
• Havingness – hvorfor engrammer bliver sværere at udtømme, når der sker et tab af havingness;
• Problemer – hvordan en person udvikler en enorm appetit efter problemer og gør sig selv ”interessant” ved at finde på dem;
• Hvad ville du gøre hvis ...?” – en komplet spørge- og svar-periode, der er helliget til håndteringen af auditeringsforhold, såsom en ældre dame med en mærkelig sygdom, og hvor man kun har en time at auditere hende i.

Og selv om skemaet var intenst, så var uddannelsen strengere end nogensinde før. Ron fortsatte ikke desto mindre med sine parallelle programmer til at ekspandere Scientologi ud blandt offentligheden. Fra begyndelsen af oktober og videre hele vejen ind i den efterfølgende maj måned leverede han en række offentlige foredrag og gruppeauditeringssessioner. Faktisk var det under disse foredrag, at Ron kom med sin klassiske udtalelse om ansvarlighed: ”Det forkerte at gøre er ingenting.” Og mens omtalen af disse foredrag gjorde det nødvendigt at skaffe flere nye bygninger for at kunne klare ekspansionen, førte det 8. ACC også til noget langt større end nye bygninger – nemlig det gennembrud, der kom til at markere det 9. ACC, og den fuldstændige opdagelse og kodificering af det afgørende element, der ligger under al succesfuld auditering.