Mere om Den vestlige kongres

Mennesket er endelig på vej. For al Menneskets ondskab kommer fra Menneskets bestræbelse på at nægte frihed til Mennesket. Dets mangel på kultur er mest iøjnefaldende, hvor slaveri har slået mest rod.

Og hvor man har mennesker, der er frie, der kan de gøre en masse ting. Arbejde bliver en fornøjelse. Behandlingen af anstrengelse i sig selv bliver en meget ønskværdig aktivitet. Og ting bliver bygget, verden bliver mere smuk, Mennesket er i stand til at indlade sig på livet som et spil snarere end som et slaveri.

Og sådan får vi en anden kultur. — L. Ron Hubbard

Året 1953 lakkede mod enden, og den Første internationale kongres for dianetikere og scientologer i Philadelphia havde vist sig at være så succesrig – ”simpelthen ikke af denne verden” ifølge et Scientologi tidsskrift – at scientologer i det vestlige USA højlydt krævede en kongres i deres eget område. Med Los Angeles, Californien, og Phoenix, Arizona, som hovedudfordrere bestemte L. Ron Hubbard sig for Phoenix, der lå i Scientologis hjemstat og var stedet for den første Hubbard Association of Scientologists, der nu havde eksisteret i to år.

Dette var baggrunden for, at Hubbard den 28. december 1953 i byens Little Theater sammenkaldte til en kongres som ingen anden før eller siden. For mens Den vestlige kongres indeholdt alt det, der snart ville blive traditionelt – inklusive hans bekendtgørelse af nye gennembrud og en slut-på-kongressen-fest – så var, hvad der specielt adskilte denne kongres fra de andre, hvordan han formidlede dataene. Specielt, og som rapporteret i Journal of Scientology: ”Præsentationen af teknisk materiale blev holdt på et absolut minimum, og L. Ron Hubbard præsenterede størstedelen af de vigtige teknikker og procedurer i form af processer på gruppen.”

Fra et rent auditeringssynspunkt viste denne auditering sig nu at være overvældende effektiv med adskillige på kongressen, der blowede kroniske somatikker, mens andre opnåede theta-clear. Men der var en mere generel grund til, at Little Theater markerede det sted, hvor et opsving begyndte. Ved at auditere gruppen gav Hubbard en model til de delegerede, så de kunne gruppeauditere folk i deres egne lokalområder, og koncentrationen var på Standard Operating Procedure 8-C (SOP 8-C) og Selvanalyse-lister. For at gøre deres opgave endnu lettere havde han forud for kongressen specielt fået indspillet en optagelse af 15-minutters Gruppeauditering, der blev givet til hver eneste delegerede, hvilket gjorde dem i stand ved at starte straks, når de vendte hjem.

Så var der det dramatiske festfyrværkeri med en demonstration af håndteringen af ankerpunkter. Mens hans krop forblev på nøjagtig det samme sted foran mikrofonen, fortsatte han med at tale, idet han ændrede sine ankerpunkter til nøjagtige placeringer både inde i og uden for Little Theater – en demonstration der ikke krævede nogen ændring i hans brug af stemmebånd. Den frembragte imidlertid en øjeblikkelig ændring i måden, hvorpå hans stemme blev båret ud til publikum, og på denne måde illustreredes et grundlæggende datum, der er anvendeligt ikke bare ved Gruppeauditering, men også i livet:

”For det at høre er ikke så meget et lydbølgeproblem, det er et problem med beingness. Og man kan blive hørt i lige så meget rum, som man er villig til at være i, og det er alt det rum, man kan blive hørt i. Forstår I mig?”

Her var også hr. Hubbards introduktion af det nye ”lydmeter” (senere kendt som et ”bipmeter”), et instrument der overgik enhver tidligere model og specielt udstyret med en sonde, der kunne registrere smertepunkter på et menneske. Han havde dog opdaget en brug af det meter, som end ikke dets fabrikant havde været klar over. Her var faktisk midlet til at demonstrere, at en person efter behag kan frembringe en energistrøm i en anden person:

”Så jeg tog hans eget meter, og jeg viste ham, hvor alle de døde punkter var i hans kind og så videre, og vi fik et, der var helt dødt, og jeg lænede mig tilbage og fik det til at tænde. Og det tændte, og meteret sagde: ’Powwww’.”

Alt i alt var her en kongres fyldt med tekniske data og alt sammen med et formål i tankerne: at udvide rækkerne af uddannede scientologer, der kunne få disse gennembrud ud til et bredere publikum. Og det er præcis, hvad der hændte – med dramatisk effekt. Med resultater, der spredtes som ringe ud over USA, blev foredragene og gruppeauditeringssessionerne afspillet ved kongresser afholdt af andre, hvilket skabte øjeblikkelige case-fremskridt og frembragte en stor mængde af nye field-grupper. Faktisk var Den vestlige kongres ikke bare en forhåndsreklame for det 3. amerikanske avancerede instruktionskursus, den inspirerede også til den fænomenalt succesrige Kongressen om Universprocesser, som Hubbard afholdt på det samme sted foran et godt stykke over 200 scientologer fra hele USA og udenlands.

Da 1953 sluttede, var alt derfor klar til de historiske fremskridt i 1954, og L. Ron Hubbards bekendtgørelse af auditering, der i stor stil kunne frembringe en tilstand af beingness, der engang, hvis den overhovedet ansås for at være mulig, kun var opnåelig for nogle få udvalgte.