Mere om Kongressen om beskyttelse mod stråling og konfrontering

Evnen til at konfrontere er evnen til at have rum. Man er nødt til at have rum for at have et univers. Og rum er frihed! Og derfor skal man, hvis man skal være fri, være i stand til at konfrontere. Den mand, der løber væk fra fjenden, vil aldrig derefter være fri. – L. Ron Hubbard

Ved midten af 1950’erne havde USA’s atomprøvesprængninger fyldt Nordamerikas himmel med en alarmerende mængde radioaktivt støv. Og nedfaldet var ikke mindst kraftigt i og omkring testområdet i Nevadas ørken, hvor bogstavelig talt hundredvis af eksplosioner oplyste himlen over adskillige stater.

Rent faktisk talte L. Ron Hubbard blot et par hundrede km sydpå, i Phoenix, Arizona, om, at alt registreredes som ”varmt” på en geigertæller, der påviser stråling. Plantevækst, husdyrbesætninger, endda klaveret i hans dagligstue – alt summede af bittesmå radioaktive partikler.

Det var endvidere yderst relevant, at Sovjetunionen udførte sine egne atomprøvesprængninger, og at landet nu var kommet i kapløb med USA om, hvem der kunne bygge de fleste og største bomber. Alt dette betød, at strålingen spredtes overalt. Dog, på trods af den forøgede mængde (atmosfæriske strålingsniveauer blev regelmæssigt bekendtgjort i aviserne) var der praktisk talt ingen, der talte om farerne.

De fleste var uvidende og deltog endog i fester – uden anden beskyttelse end et par solbriller – for at ”opleve” det glimt, der kom fra en atomprøvesprængning foretaget nogle få kilometer derfra. For de, der ikke var så bekymrede, var det hele et mysterium med paranoide regeringer, der skjulte sig bag et dække af hemmeligheder.

Hubbard havde allerede berørt emnet på sin foregående kongres (London-kongressen om menneskelige problemer), der stillede krav om at afslutte både hemmeligholdelsen af og manglen på information samt den uhæmmede testning af kernevåben. Endvidere greb han også til direkte handling helt personligt, hvor han indsamlede al information, der havde været omhyggeligt skjult for offentligheden, til sin planlagte udgivelse ”Grundlæggende håndbog i civilforsvar”. For så vidt angår det presserende i det forhåndenværende anliggende, siger hans indledende ord alt:

”Femten minutter efter atomangrebet, hvis I er i live, hvad vil jeres svar være på disse spørgsmål?

”1 Er min familie og venner i live?

“2. Fungerer forbundsregeringen stadig?

“3. Kan jeg købe noget for pengene i min lomme? Er de stadig noget værd?

“4. Hvor vil jeg få vand til at drikke i aften?

” 5 Vil jeg have noget at spise i morgen og næste uge?

“6. Hvordan kan jeg hjælpe andre?

“7. Hvordan kan jeg hævne mig over for de mænd, der sendte disse bomber af sted?

“8. Kan USA fortsætte som nation nu?

“9. Kan noget reddes midt i dette kaos?

“10. Hvordan kan jeg få et job?

Hvis du blev dræbt, vil du så dø med den viden, at du har gjort alt, hvad du kunne, for at USA og dit folk kunne overleve”?

Selvom dette projekt fortsatte, så fortsatte hr. Hubbards forskning også. Og når de lige pludselig inkluderede en banebrydende opdagelse af virkelig global bydende nødvendighed, så gik budskabet ud til en ”Krisekongres”. Chartrede fly på vej mod Washington fløj snart fra by til by og samlede scientologer op på vejen. Hvad angår, hvor de var forsamlede den søndag – 29. december 1956 – kunne stedet ikke have været mere passende: Hotel Washingtons Hall of Nations på Pennsylvania Avenue med udsyn til Det Hvide Hus.

Da .L. Ron Hubbard gik hen til podiet for at holde åbningsforedraget, spildte han ikke tiden med at forklare, hvilken krise det hele drejede sig om. Idet han bemærkede en direkte forbindelse mellem case-fremgang og det forøgede strålingsniveau, erklærede han:

”En eller anden, der sprænger en bombe i luften herovre i Rusland, har intet at gøre med, at I auditerer en præclear i Poughkeepsie, har det? Nej. Det har overhovedet intet med det at gøre. Det er enkelt. Det må være en meget separat kendsgerning. Clearinghastigheden af en præclear i Orlando, Florida, har intet at gøre med atomspaltning, har den?

Jo, altså, da de her to kendsgerninger til sidst blev forbundet, blev jeg gal i skralden.”

Så leverede han tre foredrag og to gruppeauditeringssessioner den første dag, hvor han afslørede sine opdagelser, der tog fat på den umiddelbare fare. Her kom Dianazene, en blanding af forskellige vitaminer, og den var navngivet således med henvisning til dens evne til at håndtere virkningen af stråling på kroppen på Dianetik maner. Og, hvad han specielt henviste til, var, at et af vitaminerne indeholdt i denne formel, var nikotinsyre (niacin), og hans opdagelse af dens bemærkelsesværdige forbindelse til stråling – i stand til at gøre kroppen rødblussende i de præcis samme mønstre som gamle solskoldninger.

Men lige meget hvor utrolig denne opdagelse er blevet i den moderne verden, så var de opdagelser, Hubbard nu afslørede, i sandhed universelle, og de strækker sig gennem selve evigheden. For det er den sande historie om stråling, den går ikke blot tilbage til en tid, hvor hverdagsting tilvejebragte deres egen belysning, men forklarer både hvordan og hvorfor stråling var en iboende faktor i praktisk taget enhver aberrerende hændelse på en persons whole track.

Alt dette forklarer også, hvorfor forskning i emnet radioaktiv stråling resulterede i de mange milepæle, som denne kongres indeholder, fra de altomfattende gennembrud om Havingness og Konfrontering, til det mest fundamentale program til udbredelse af Scientologis svar overalt: Projekt tredjedynamik.

Og det var historien bag den første Kongres mod stråling, der gav løsninger på problemer, der er så gamle som selve tiden og så nutidige som dagens avisoverskrifter.